Min historie

Hele mit liv har jeg haft en følelse af at være anderledes, og til tider forkert, doven og “ved siden af. Da jeg var barn, var der ikke noget der hed ADHD, og autister var noget man forbandt med mennesker, der ikke havde de store social kompetencer og kunne telefonbogen udenad. Groft sagt. Det er kun indenfor de sidste årtier at man har set, at ADHD ikke forsvinder ved 18 års alderen og at det ikke kun er drenge der kravler i gardinerne der har ADHD. Og det er først i disse år at man opdager og begynder at anerkende, at kvinder kan have både ADHD og autisme, og stadig have familie og arbejde og ligne et velfungerende menneske. Jeg skriver ligne, for det er ikke uden konsekvenser at ligne et velfungerende menneske med de Neurodivergente træk.

Sådan en kvinde er jeg. Jeg var den stille pige i skolen, der altid fik at vide at jeg skulle sige noget mere i timen. Jeg var pigen der ofte stod på mål for smådrillerier grænsende til mobning, fordi jeg ikke forstod “ironien” i kommentarerne og derfor var sjov at drille fordi min reaktion på drillerierne var anderledes. Jeg var en pige der hver dag var på overarbejde i at forstå de sociale spilleregler mellem pigegrupperne og kæmpede for at høre til et eller andet sted. Jeg kæmpede med at komme i skole hver dag, og kedede mig i mange af timerne. Det var tydeligt at jeg havde special interesser og fik høje karakterer i nogle få fag og lave i resten. Jeg tror at jeg i min tidlige ungdom undgik at få det virkelig dårligt fordi jeg fik en hest af min mor, da jeg var 11. Min hest blev mit fristed og han var min trøster, én jeg altid kunne stole på var der for mig, og et sted jeg kunne komme i kontakt med naturen.

Da jeg blev teenager begyndte jeg at drikke alkohol. På landet måtte vi gå til kro-bal når vi var konfirmeret, så den første brandert blev hevet hjem, da jeg var 13 år. Jeg kunne li’ at drikke, for alkoholen styrkede min selvtillid og jeg fik mere mod til at være social. Jeg tror ikke alkohol fyldte så meget mere hos mig end hos andre unge i 80’erne. Men det er tydeligt for mig i dag, at jeg har brugt alkohol den gang som ADHD-medicin. Også senere i mit liv har alkoholen givet mig ro og dæmpet symptomerne på manglen på Dopamin. Jeg kan i dag se at jeg havde en ret så risiko fyldt adfærd som ung. Jeg havde rigtigt mange kærester og har ofte trådt over mine egne grænser i jagten på dopamin, som en forelskelse fremkalder. Jeg festede rigtigt meget og havde også flere spontant rejser til udlandet. Jeg rejste blandt andet til Caribien for at arbejde i 7 måneder, kun lige fyldt 18, i starten af 80’erne, hvor Caribien lå virkelig langt væk hjemmefra.

Både i folkeskolen og i mine kommende uddannelser havde jeg rigtigt mange fraværsdage. Jeg var konstant træt og følte mig doven. Og havde mange dage hvor jeg ikke var syg, men bare var SÅ træt at jeg måtte bliver hjemme. Jeg levede med en konstant følelse af at være forkert og virkelig doven, fordi jeg ikke kunne klare det samme som andre. Og jeg forstod ikke hvorfor og bed bare tænderne endnu mere sammen og blev bare endnu mere træt. Jeg tog forskellige kortere uddannelser, for de lange virkede uoverskuelige. Jeg brugte mange år på at søge efter hvad jeg ville og fandt en vej i at abejde med noget jeg kunne li´og af omveje blev jeg Jobkonsulent. Jeg følte altid at jeg havde snydt mig til det, fordi jeg ikke havde en “rigtig” uddannelse som gjorde at jeg blev jobkonsulent. Og sygedagene og følelsen af at være forkert og doven fyldte mere og mere. Og jeg var ofte til sygefraværdssamtaler både under min uddannelser og på mit arbejde.

I starten af 00érne etablerede jeg min familie og fik 2 børn mellem 2001 og 2006. Og her begyndte jeg at få sygemeldinger pga stress. Jeg forstod ikke hvorfor jeg var så træt altid og blev mere og mere udfordret i hverdagen, nu hvor jeg ikke kunne lægge mig på sofaen efter arbejde mere. Jeg skiftede job, når det blev for hårdt, til jobs med færre og færre udfordringer og mindre ansvar i arbejdsopgaverne. Men i 2011 måtte jeg kapitulerer og gik helt ned med et brag af en stressygemelding, som resulterede i en fyring. Men også gav mig springbrættet til at blive selvstændig og Kranio-Sakral Terapeut.

For det at have adhd med mine autistiske træk er ikke kun skidt. Jeg er fyld med gode ideer og spontane initiativer, når bare jeg selv kan bestemme farten. Og når der er noget jeg vil, som er spændende og højner mit dopamin, så kan jeg hyperfokusere og uddanne mig til Kranio-Sakral Terapeut og Hypnose- og NLP Terapeut og etablere min klinik på kun 1,5 år. Mit drive er min force. Men også det der har solidt mig op – har jeg desværre opdaget alt for sent. For selvom jeg blev selvstændig og nu kunne bestemme min egen tid, er min arbejdsevne og mine mentale kræfter bare droslet nedad de sidste 10 år. Og jeg forstod stadig ikke hvorfor. Jeg har været i terapi siden jeg var 25 – altså On/Off – og ledt og ledt efter hvor min følelses af at være anderledes kom fra. Men fordi den ADHD/autisme profil jeg har, har været ukendt for forskningen og derfor også i psykologiske kredse, har ingen set årsagen

Indtil sommeren 2022. Her møder jeg en kvinde omkring min egen alder. Hun fortæller sin livshistorie og informerer mig derudover at hun har ADHD. Og BANG!! Der var mit spejl – det var jo mig hun fortalte om. I første omgang gik jeg til en psykolog der havde ADHD som speciale og hun udredte mig, med diagnosen ADHD. Derefter gik jeg med rapporten i hånden til min læge og fik en henvisning til psykiater, som i sommeren 2023 udredte mig med ADD og autistiske træt, samt kronisk belastningsskade.

Nu havde jeg hele forklaringen og alt giver i dag mening. Hele mit liv bliver skrevet om. Jeg var ikke doven og dum. Måske anderledes. Men i forhold til hvad? Jeg bliver ked af det på mit yngre jeg’s vegne. Men mit liv kunne ikke have v æret anderledes for tiden var ikke til den form for forståelse. Jeg kunne selvfølgelig have vokset op i en familie, hvor “burde, kunne, skulle” ikke fyldte så meget, så der havde været mere plads til at være den jeg var. Og jeg ikke skulle have taget mig så meget sammen, for at passe ind og ikke virke doven. Men jeg fritager også mine forældre og familie for det ansvar. For hvor skulle de vide det fra. De har en snært af udfordringer selv, så jeg tror at “burde, kunne, skulle” var en naturlig følgesvend i vores familie, for at vi kunne passe ind.

Men nu har vi indsigt. Og i skrivende øjeblik arbejder jeg stadig på at lære mig selv at kende, med mine nye indsigter. Jeg har to sider. Min ADHD, og ja jeg identificerer mig med at have et H, uenig med psykiateren, og så min autistiske side. Og den bliver mere og mere tydelig, eftersom jeg opdager sider af mig selv som jeg har undertrykt hele mit liv.

Jeg kan ikke sidde stille ved møder, som jeg troede jeg kunne, men jeg har lært det og bruger mange kræfter på at gøre det.

Jeg kan ikke se folk i øjnene uden ubehag, men jeg har ikke lagt mærke til hvordan jeg undgår det ved at kigge andre steder mens jeg taler med dem, eller kigge på et punkt mellem øjnene.

Jeg kan ikke altid genkende hvilken følelse et ansigtsudtryk udtrykker. Jeg tager fejl, har jeg opdaget, hvilket før har givet mig mange spekulationer over hvorfor en person mon reagerede som han gjorde ved det jeg sagde.

Jeg forstår ikke altid ironi. Og mange gange skal jeg spørge min mand om det der blev sagt var ment alvorligt eller som en joke.

Jeg opsøger fester og socialt samværd fordi min ADHD gerne vil det. Men ved siden af sidder min autistiske side og vil bare hjem igen.

Jeg forstår nu at når jeg falder i et dybt hul af ked af det hed, håbløshed og magtesløshed, så hedder det en nedsmeltning, ofte fordi jeg er blevet overstimuleret. Og nu behøver jeg ikke tage mig sammen mere, nu må jeg gerne gå i seng og hvile.

Og når jeg i de huller kan det også være svært at komme op igen, fordi jeg ikke kan følelsesregulere mig selv. Jeg har brug for andre til at få mit humør top igen. Min hjerne kan ikke selv. Så jeg forstår nu, hvorfor jeg i min ungdom aldrig kunne være alene og altid havde brug for at have en kæreste der (måske) kunne få mig til at føle mig godt tilpas. For jeg har svært ved at regulere det selv.

Kender du til noget af det jeg skriver?