Et liv uden at forstå
Jeg er kvinde, jeg har ADhD med svære autistiske træk.
Hele mit liv har jeg haft en følelse af at være anderledes, og til tider forkert, doven og “ved siden af. Da jeg var barn, var der ikke noget der hed ADHD, og autister var noget man forbandt med mennesker, der ikke havde de store social kompetencer og som kunne telefonbogen udenad. Kort sagt. Det er kun indenfor de sidste årtier at man har set, at ADHD ikke forsvinder ved 18 års alderen, og at det ikke kun er drenge der kravler i gardinerne, der har ADHD. Og det er først i disse år at man opdager og begynder at anerkende, at kvinder kan have ADHD og autisme, og stadig have familie og arbejde og ligne et “velfungerende” menneske.
Sådan en kvinde er jeg. Jeg var den stille pige i skolen, der altid fik at vide at jeg skulle sige noget mere i timen. Jeg var pigen der ofte stod på mål for smådrillerier grænsende til mobning, fordi jeg ikke forstod “ironien” i kommentarerne og derfor var sjov at drille fordi min reaktion på drillerierne var anderledes. Jeg var en pige der hver dag var på overarbejde i, at forstå de sociale spilleregler mellem pigegrupperne. Og jeg kæmpede for at høre til et eller andet sted. Jeg kæmpede med at komme i skole hver dag, og kedede mig i mange af timerne. Det var tydeligt at jeg havde special interesser, jeg fik høje karakterer i nogle få fag og lave karakterer i resten. Jeg tror, at jeg i min tidlige ungdom undgik at få det virkelig dårligt, fordi jeg fik en hest af min mor da jeg var 11. Min hest blev mit fristed og han var min trøster. Én jeg altid kunne stole på var der for mig, og et sted jeg kunne komme i kontakt med naturen.
Da jeg blev teenager begyndte jeg at drikke alkohol. På landet måtte vi gå til kro-bal når vi var konfirmeret, så den første brandert blev hevet hjem, da jeg var 13 år. Jeg kunne li’ at drikke, for alkoholen styrkede min selvtillid og jeg fik mere mod til at være social. Jeg tror ikke alkohol fyldte så meget mere hos mig end hos andre unge i 80’erne. Men det er tydeligt for mig i dag, at jeg har brugt alkohol den gang som ADHD-medicin. Også senere i mit liv har alkoholen givet mig ro og dæmpet symptomerne på manglen på Dopamin. Og det kan give mig et boost til at overkomme at være social. Jeg kan i dag se, at jeg havde en ret så risiko fyldt adfærd som ung. Jeg havde rigtigt mange kærester og har ofte trådt over mine egne grænser i jagten på dopamin, som en forelskelse fremkalder. Jeg festede rigtigt meget og havde også flere spontane rejser til udlandet. Jeg rejste blandt andet til Caribien for at arbejde i 7 måneder, kun lige fyldt 18, i starten af 80’erne. Dengang var Caribien virkelig langt væk hjemmefra og noget man kun så på film.
Både i folkeskolen og i mine kommende uddannelser havde jeg rigtigt mange fraværsdage. Jeg var konstant træt og følte mig doven. Og havde mange dage hvor jeg ikke var syg, men bare var SÅ træt at jeg måtte bliver hjemme. Jeg levede med en konstant følelse af at være forkert og virkelig doven, fordi jeg ikke kunne klare det samme som andre. Og jeg forstod ikke hvorfor, og bed bare tænderne endnu mere sammen og blev derfor endnu mere træt. Jeg tog forskellige kortere uddannelser, for de lange virkede uoverskuelige. Jeg brugte mange år på at søge efter hvad jeg ville og fandt en vej i at abejde med noget jeg kunne li´, og af omveje blev jeg Jobkonsulent. Jeg følte altid at jeg havde snydt mig til det, fordi jeg ikke havde en “rigtig” uddannelse som gjorde at jeg blev jobkonsulent. Og sygedagene og følelsen af at være forkert og doven fyldte mere og mere. Og jeg var ofte til sygefraværdssamtaler både under mine uddannelser og på mit arbejde.
I starten af 00érne etablerede jeg min familie og fik 2 børn i 2001 og 2006. Og her begyndte jeg at få sygemeldinger pga stress. Jeg forstod ikke hvorfor jeg altid var så træt, og hvorfor jeg blev mere og mere udfordret i hverdagen. Jeg skiftede job, når jobbet blev for udfordrende, til jobs med færre og færre udfordringer og mindre ansvar i arbejdsopgaverne. Men i 2011 måtte jeg kapitulerer og gik helt ned med et brag af en stressygemelding, som resulterede i en fyring. Den store livsændring gav mig springbrættet til at blive selvstændig Kranio-Sakral Terapeut.
For det at have adhd med mine autistiske træk er ikke kun skidt. Jeg er fyld med gode ideer og spontane initiativer, når bare jeg selv kan bestemme farten. Og når der er noget jeg vil, som er spændende og som højner mit dopamin, så kan jeg hyperfokusere og uddanne mig til Kranio-Sakral Terapeut og Hypnose- og NLP Terapeut og etablere min klinik på kun 1,5 år. Mit drive er min force. Men også det der har slidt mig op – har jeg desværre opdaget alt for sent. For selvom jeg blev selvstændig og nu kunne bestemme min egen tid, er min arbejdsevne og mine mentale kræfter bare droslet nedad de sidste 10 år. Og jeg forstod stadig ikke hvorfor. Jeg har været i terapi siden jeg var 25 – altså On/Off – og ledt og ledt efter hvor min følelses af at være anderledes kom fra. Men fordi den ADHD/autisme profil jeg har, har været ukendt for forskningen og derfor også i psykologiske kredse, har ingen set det.
Lige indtil sommeren 2022. Her møder jeg en kvinde omkring min egen alder. Hun fortæller sin livshistorie og informerer mig derudover at hun har ADHD. Og BANG!! Der var mit spejl – det var jo mig hun fortalte om. I første omgang gik jeg til en psykolog der havde ADHD som speciale og hun udredte mig, med diagnosen ADHD. Derefter gik jeg med udredningen i hånden til min læge og fik en henvisning til psykiater, som i sommeren 2023 udredte mig med ADD og autistiske træt, samt kronisk belastningsskade.
Nu havde jeg hele forklaringen og alt giver i dag mening. Hele mit liv bliver skrevet om. Jeg var ikke doven og dum. Måske anderledes. Men i forhold til hvad? Jeg bliver ked af det på mit yngre jeg’s vegne. Men mit liv kunne ikke have været anderledes, for tiden var ikke til den form for forståelse. Jeg kunne selvfølgelig have vokset op i en familie, hvor “burde, kunne, skulle” ikke fyldte så meget, så der havde været mere plads til at være den jeg var. Jeg har skulle taget mig meget sammen, for at passe ind og ikke virke doven. Men omvendt har “burde, kunne, skulle” også været et drive der holdt mig i gang, så jeg ikke endte på sofaen. Men desværre holder det ikke i længden at drive sig selv så langt ud for at passe ind, og jeg er i dag udbrændt (i øvrigt virkeligt grimt prædikat at have på sig). Men jeg fritager også mine forældre og familie for skyld i at jeg ikke er blevet passet bedre på. For hvor skulle de vide det fra – det var desværre enorme at skulle “burde, kunne, skulle”, dengang jeg var barn og ung. “Burde, kunne, skulle” har været en naturlig følgesvend i vores familie, generationer tilbage, og nu vil jeg bryde med det mønster.
For nu har jeg indsigt. Og i skrivende øjeblik arbejder jeg stadig på at lære mig selv at kende, med mine nye indsigter. Jeg har to sider. Min ADHD, og ja jeg identificerer mig med at have et H, uenig med psykiateren som mener jeg ikke har Hét, og så min autistiske side. Og den bliver mere og mere tydelig, eftersom jeg opdager sider af mig selv, som jeg har undertrykt hele mit liv.
Hele mit liv har jeg tilegnet mig mestringer for at overkomme mine udfordringer og det er blevet til masker. Maskeringen skjuler udfordringerne og gør det svært at se dem. Derfor skal der meget dygtige fagfolk til at spørge ind til udfordringerne og skrælle maskerne af. For når man som jeg, har levet 56 år med maskerne, så er det svært at se hvad man bruger kræfter på at overkomme, fordi det er blevet normalen.
Her er eksempler på hvad jeg har opdaget på min rejse til forståelse:
- Jeg har altid siddet stille ved møder. Men jeg har nu opdaget hvor mange kræfter jeg bruger på at gøre det og at jeg sidder og tegner, dimser, småhopper, piller ved ting for at kunne sidde stille. Og så kommer jeg hurtigt til at kede mig.
- Jeg troede jeg havde let ved at se folk i øjnene. Men det er noget jeg tvinger mig selv til, men jeg kigger hurtigt væk ogundgår det ved at kigge andre steder mens jeg taler med dem. Eller jeg kigger på et punkt mellem øjnene.
- Jeg troede jeg var rigtigt god til at se hvad andre tænkte og følte. Men jeg har opdaget at jeg ikke altid kan genkende hvilken følelse et ansigtsudtryk betyder og derfor fejltolker.
- Jeg forstår ikke altid ironi og underliggende hentydninger. Og mange gange skal jeg spørge min mand, om det der blev sagt var ment alvorligt eller som en joke. Det betyder ikke at jeg ikke selv har ironi og humor – tværtimod, selvom den nok er lidt morbid.
- Jeg opsøger fester og socialt samværd fordi min ADHD gerne vil det. Men ved siden af sidder min autistiske side og vil bare hjem igen.
- Jeg forstår nu, at når jeg falder i et dybt hul af ked af det hed, håbløshed og magtesløshed, så hedder det en nedsmeltning. Det sker ofte i forbindelse med at jeg er blevet overstimuleret. Og nu behøver jeg ikke tage mig sammen mere, nu må jeg gerne gå i seng og hvile og bede om hjælp.
- For når jeg i de huller kan det også være svært at komme op igen, fordi jeg ikke kan følelsesregulere mig selv. Jeg har brug for andre til at få mit humør op igen. Min hjerne kan ikke selv. Så jeg forstår nu, hvorfor jeg i min ungdom aldrig kunne være alene, og altid havde brug en kæreste eller venner der (måske) kunne få mig til at føle mig godt tilpas. For jeg har svært ved at regulere det selv.
Kender du til noget af det jeg skriver?